Under temaet “Bro eller barriere?” er programmet for Naturmødet 2024 ved at falde endeligt på plads. Og vi tør godt love, at 2024 kommer til at byde på et meget varieret og ambitiøst program med høj aktualitet og bred samfundsrelevans.
Sceneprogrammet offentliggøres onsdag den 10. april. Men vi kan allerede nu løfte sløret for nogle af de spændende debatter, vi har i støbeskeen:
Naturpolitisk topmøde med Christiansborgpolitikerne:
Vi har i skrivende stund tilsagn fra Miljøminister Magnus Heunicke, Troels Lund Poulsen, Pia Olsen Dyhr, Lars Løkke Rasmussen, Alex Vanopslagh m.fl. om at deltage i dette års Naturmødet. Flere er på vej. Dermed samler vi igen i år nogle af landets mest indflydelsesrige politikere for at diskutere og debattere højaktuelle emner inden for naturdebatten.
Europa-Parlamentsvalgets fokus på naturområdet:
Vi inviterer til valgdebat forud for Europa-Parlamentsvalget, hvor de forskellige kandidater får mulighed for at præsentere og forsvare deres kandidatur og mærkesager på naturområdet.
6 hurtige overskrifter – det her kan du også opleve:
- Biodiversitetskreditter – er de vores gyldne håb?
- Naturbaserede løsninger (naturterapi)
- Havvandsstigninger
- Kunst og klimabevidsthed
- Hvordan skal Danmarks landbrug se ud i fremtiden?
- Bynatur, biodiversitet og byggeri
Skoleprogram – kom og vær med:
Aktører på Naturmødet kan tilmelde en aktivitet til NATURMØDETS SKOLEPROGRAM, der afholdes fredag den 24. maj. Har I en sjov og lærerig aktivitet på 30 til 50 minutter, som I kan tilbyde 4. og 5. klasseeleverne, og som giver eleverne indsigt i jeres organisation og interesseområde? Så er Skoleprogrammet et godt sted at være med. Information om skoleprogrammet og tilmelding til dette er udsendt til alle tilmeldte kontaktpersoner for stande. Er I ikke på denne liste, men ønsker mere information, så skriv en mail til Christine Lund Jakobsen: clj@hjoerring.dk. Deadline for tilmelding er fredag den 15.marts - Tilmeld jer her
Danmarks Bedste Naturformidler 2024:
Ved du, hvem der bør have titlen som Danmarks Bedste Naturformidler 2024? Så kan du indstille din kandidat her.
Deadline for indstillinger af nominerede er onsdag den 20. marts.
”På naturens vegne” – podcast om naturens dilemmaer:
Naturmødets podcast giver dig indsigt i de sidste nye hotte emner om natur. Og forbereder dig på at kunne debattere med på Naturmødet 23.-25.maj i de aktuelle naturdagsordener og brandvarme emner. Lyt med her.