Bæredygtighed på Naturmødet

Bæredygtige tiltag hos Naturmødet

På Naturmødet arbejder vi målrettet med bæredygtige tiltag, og finder hele tiden på nyt. Vi ændrer på vaner, holdninger, udstyr, scenografi og logistik alt det vi kan, og hvor det giver mening både i forhold til Naturmødet og vores gæster. Vi håber, at vi også kan inspirere dig som gæst på Naturmødet til at gøre nogle ting anderledes derhjemme. Og vi svarer altid gerne på spørgsmål eller tager imod gode ideer til nye bæredygtige tiltag.

Her er de bæredygtige tiltag, vi har på Naturmødet

  • Det er muligt at affaldssortere i 4 fraktioner på Naturmødet.

  • De Grønne Hænder eftersorterer og tømmer løbende affaldsstationerne på Naturmødet for at sikre at affaldet er i de korrekte fraktioner. 

     

  • Vi opfordrer alle til at benytte kollektiv transport eller samkørsel til og fra Naturmødet.

  • For at mindske mængden af engangsservice på Naturmødet bruger vi fra 2027 genanvendeligt service i Marina Cantina.

  • Barerne rundt på Naturmødet serverer drikkevarer i R-PET plaskrus. Denne type plast har været brugt og er blevet indsamlet, sorteret, vasket og genanvendt til nyt materiale.

  • Vi producerer meget af scenografien i genbrugsmaterialer og genbruger scenografi-delene år efter år.

  • Vi bruger rengjorte syltetøjsglas med vores logo på som vandglas på scenerne år efter år.

  • Der er fokus på at mindske affald hos stadepladsholderne, og vi har tæt dialog med dem for at sikre at det affald de genererer kan bortskaffes ved sortering. Vi opfordrer desuden til at de ikke genererer mere affald ved de ting de uddeler.

  • I Frivilligcentret har vi et madspild–samarbejde med Madkassen. De samler eventuelt overskudsmad ind hver dag i Frivilligcentret og distribuerer det videre til andre, der kan bruge det.

  • De frivillige får drikkedunke og keramik-kopper til deres vand og kaffe, som de kan bruge igen og igen.

  • Vi benytter porcelæn og service i frivilligcenteret og ikke engangsservice.

  • Vi bruger vores lagre af t-shirts og merchandise fra de forrige år, inden vi bestiller nyt hos leverandør. 

     

Grøn guide for festivaler og events

Naturmødet har deltaget i et forløb, som har resulteret i en Grøn Guide for festivaler og events. Vi har bidraget til guiden med to konkrete cases fra Naturmødet.

Download guiden her

Det er vores håb, at vores (og de andre bidragsyderes) konkrete cases fra virkeligheden bliver til stor inspiration for andre. Guiden bliver delt i diverse netværk, den bliver tilgængelig på Aalborg Kommunes hjemmeside og på forskellige destinationsselskabers hjemmesider.

Naturmødet er langt på det bæredygtige område, men vi har løbende fokus på hvordan vi fortsat kan arbejde med den grønne omstilling ifm Naturmødet.