Børns håb, drømme og ønsker for naturen

Publiceret 14-02-2024

Naturmødet søsætter nu børneinddragelsesprojektet BØRNENES NATURTALE. Som opvarmning til Naturmødet inviteres 4. og 5. klasser fra alle skoler i Hjørring Kommune til at deltage i Børnenes Naturtale: et undervisningsforløb om børns håb, drømme og ønsker for naturen.

Projektet giver eleverne mulighed for at skabe meningsfulde taler om natur og hvad den betyder for dem, optage talerne på mobilen og sende dem ind til en konkurrence om at vinde titlen Børnenes Naturtale 2024. Vinderen får besøg af den populære naturformidler Vicky Knudsen og får æren af at holde talen ved åbningen af Skoleprogrammet på Naturmødet 2024 i Hirtshals. Talen overrækkes Miljøminister Magnus Heunicke, så han kan bringe børnenes stemme ind på Christiansborg.

Leif Lund Jakobsen, chef for Naturmødet, udtrykker begejstring for dette nye initiativ: "At inkludere børnenes perspektiver i debatterne om naturen er afgørende. I fremtiden er det børnene, der skal arve naturen. Det er derfor vigtigt, at deres budskaber bliver hørt.”

Børnenes Naturtale finder sted ude på kommunens skoler i foråret som optakt til Naturmødet den 23.-25. maj og kulminerer under Naturmødets Skoleprogram fredag den 24. maj, hvor børnenes håb, drømme og ønsker for naturen vil blive hørt og værdsat.

Læse mere om Børnenes Naturtale.