Regeringen vil støtte Naturmødet med 2 mio. kr. årligt

Publiceret 28-08-2025

Naturmødet er blevet fremhævet i regeringens finanslovsudspil, hvor der afsættes 2 mio. kr. årligt i en treårig periode til at styrke og udvikle Naturmødet som national begivenhed.

Forslaget er ifølge minister for Grøn trepart Jeppe Bruus et klart signal om den politiske anerkendelse af Naturmødets betydning – både nationalt og lokalt. Det endelige finanslovsforlig forventes indgået i december.

Leif Lund Jakobsen, chef for Naturmødet, glæder sig over regeringens udmelding:

– Jeg er både stolt og taknemmelig for, at regeringen nu anerkender Naturmødets nationale betydning. Med den statslige støtte vil vi kunne udvikle mødet yderligere og sikre, at natur og biodiversitet fortsat får en stærk og samlende stemme i Danmark.

Også borgmester i Hjørring Kommune og formand for Naturmødets bestyrelse, Søren Smalbro, ser store perspektiver i regeringens forslag:

– Naturmødet er vokset fra et lokalt initiativ til en national begivenhed, hvor vi forener viden, holdninger og nye ideer om naturens fremtid. Med en finanslovsstøtte som den, regeringen nu foreslår, får vi muskler til at skabe endnu mere indhold, styrke partnerskaber og nå endnu bredere ud til borgere, beslutningstagere og aktører i hele Danmark.