Danmarks Bedste Naturformidler 2022 er...

Publiceret 20-05-2022

Kæmpe tillykke til Rasmus Ejrnæs, som netop er kåret til Danmarks Bedste Naturformidler 2022

Billede af DK´s bedste naturformidler 2022

Rasmus vinder prisen for ikke at være bange for at provokere og skabe uro med sine udtalelser - noget han i den grad kan tillade sig i kraft af sin solide faglige viden om og mange års forskning i natur og biodiversitet 🦗🦋🌾

Dommerpanelets begrundelse:

"Der er opstået en betydelig splittelse mellem natur og menneske" skrev årets vinder af prisen for nogle år siden i et værk.

Dette skred ses mange steder i samfundet og der er i dag mere end nogensinde før, brug for en bred naturforståelse, der skal være med til at sikre, at menneskets vækst ikke bremser naturen og dens udvikling.

I denne sammenhæng spiller undervisning, uddannelse, formidling og generel oplysning en kæmpe rolle, men fylder stadig måske ikke nok. Vi vil have mere af den – og den skal være original, engageret og på nogle punkter, som også naturen bør have lov til at være det, vild.

Dette betyder, at man nemt kan komme til at sætte ting på spidsen, provokere og skabe noget uro. Men hvis det er hvad der skal til for at sikre et samfund med et natursyn, der igen sikrer en natur, vi nok ikke kan leve uden – må det være sådan.

Det accepterede årets prisvinder tidligere end mange af os andre. Og det er måske prisen værdig i sig selv.

Uden rigtig at være tynget af det, er årets prisvinder således helt OK med nogle gange at provokere i et sådanne omfang, at følelserne koger over.

Skal der fx være plads til store vilde dyr i danske økosystemer? For at kunne svare på sådanne spørgsmål, skal man have styr på fakta og data og gerne have foretaget reel forskning på området. Derfor er det heller ikke uden grund, at årets prisvinder sidste år var en af de mest citerede forskere i Danmark.

Således er årets prisvinder også en lidt anderledes profil end de andre års prismodtagere; HAN har opnået en pondus, der tillader at holde magthavere og meningsdannere op på det, hvis der ’snydes på vægten’, som han sagde i videoen for nogle dage siden.

Og nu er det efterhånden nok ikke længere en hemmelighed, hvem der er tale om – årets vinder af prisen som Danmarks Bedste Naturformidler 2022 er vært på radioprogrammet Vildspor, aktiv og passioneret formidler og debattør på sociale medier, forfatter til en lang række svar til politikere, forfatter til bl.a. værkerne NATUR og DEN UENDELIGE HAVE, seniorforsker i natur og biodiversitet ved Aarhus Universitet, Rasmus Ejrnæs.