Derfor er Spar Nord Fonden en af vores bedste legekammerater

Publiceret 11-07-2019

Da Naturmødet samlede politikere, forskere og naturelskere for første gang i 2016, var det med støtte fra Spar Nord Fonden. Sådan har det også været lige siden.

2019 var året, hvor Naturmødet satsede stort på børn og børnefamilier.

En vision som endnu engang blev realiseret med opbakning fra Spar Nord Fonden. Naturmødet modtog både 250.000 kr. til udvikling af Family-scenen og 150.000 kr. til etablering af naturens egen fanklub for børn: NaturFan. I den forbindelse udtaler Steffen Nørgaard, direktør i Spar Nord Fonden:

“Hos Spar Nord Fonden arbejder vi for at fremme udviklingen af sociale, kulturelle og kreative fællesskaber mennesker imellem. Derfor støtter vi selvfølgelig Naturmødet og visionen om at skabe et naturfællesskab for de yngste naturfans.”

Masser af glade fans

Ser man tilbage på Naturmødet 2019, er der ingen tvivl om, at det ikke havde været den samme succes uden støtten fra Spar Nord Fonden. Det nationale naturfællesskab for børn, NaturFan, skabte begejstring blandt de mindste gæster. NaturFan blev nemlig lanceret fredag på Naturmødet i samarbejde med Friluftsrådet og anført af Sebastian Klein. Således lød startskuddet for den grønne fanklub, som kommer til at aktivere medlemmerne året rundt med månedlige tips til oplevelser i Naturen. Det gav også anledning til begejstring hos Friluftsrådet, hvor Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet, udtalte:

“Vi ved, at natur- og friluftsaktiviteter gavner børns fysiske og psykiske helbred. Den glæde børn udstråler, når de kommer ud og leger i det fri, er helt fantastisk, og det skal mange flere børn simpelthen bare have lov at opleve.”

En solid bund og et stærk program

Lanceringen af NaturFan foregik selvfølgelig på Family-scenen. Her havde både scenografien og programmet fået et kæmpe løft i forhold til tidligere år – endnu engang takket være blandt andre Spar Nord Fonden. At bevæge sig rundt i det tilhørende telt var ligesom at gå en tur på havbunden, mens sandet foran scenen fuldente det undersøiske tema. Bunden var altså lagt for et stærkt program med formidling og læring i centrum.

Børn i alle aldre kan oprette sig som NaturFan lige her.