Tag naturen med indenfor i efteråret

Efterårsferien er forbi, og snart er de fleste blade faldet af træerne, og det bliver mørkere. Vi har lavet en guide til at tage den naturlige hygge med ind i stuen. Sådan kan I nemlig opleve efterårets friske farver og sjove aktiviteter i læ for blæsten og den faldende temperatur. Så træk tæppet godt op om ørene, og lad jer inspirere til en hyggelig efterårsferie med kreative aktiviteter indenfor. 

 

1: Fantasifulde kastanjefigurer 

Saml de nedfaldne kastanjer, og lav sjove og dekorative dyr eller figurer ud af dem. Det eneste, I skal bruge, er kastanjer og tandstikker. Giv dem eventuelt liv med farver, snor og klistermærker – kun antallet af kastanjer sætter grænser.

 

2: Kreativ med naturens print

Lav jeres egen madpose, net eller t-shirt med naturens print. Find de flotteste nedfaldne blade – gerne mange forskellige – og dup dem med jeres yndlingsfarver. I kan også male uden om bladet, så I får et flot omrids af det – bare husk at lade det tørre helt, før I tager det i brug. 
Hvis blæsten overvinder lysten til at gå på blad-jagt, kan I gå i kartoffelskuffen derhjemme og skære sjove prints ud af kartoflen. Udforsk eventuelt køleskabet for andre madvare med mulighed for sjove, naturlige prints. 

 

3: Dekorativ udsmykning

Udnyt naturens mange farver ved at finde flotte nedfaldne blade, kogler og de ting, som efterårsnaturen ellers byder på. Det kan I nemlig lave dekorative guirlander af. Resten af de blade, I brugte til at male madposer med, kan I også sagtens bruge. Hæng guirlanden op, og skab en hyggelig efterårsstemning.

 

4: Blomsterpres

Pres blomster og blade for at lave personlig kunst eller bogmærker. Projekt blomsterpres er en proces, der kan strække sig over et par dage. Det kan være sjovt at gå til og fra processen og se blomsten gå fra frisk og fyldig til tør og flad. De pynter flot på væggen som et maleri eller lamineret til et bogmærke. 

 

Vis os, de aktiviteter I har lavet, og inspirér andre ved at bruge hashtagget #naturmødet