Scenebeskrivelse

Hvad kan du opleve på Naturmødets scener?

Når Naturmødet rykker ind i den nordjyske by Hirtshals, fyldes en stor del af havnen og centrum med forskellige scener, hvor naturen debatteres og forklares.

Scenerne har forskellige størrelser og hvert sit koncept, hvorfor vi her har forsøgt at forklare, hvad du som besøgende vil kunne forvente at scenerne byder på, hvis du kigger ind.

Billede fra Thunderdome-scenen På Thunderdome krydser naturens centrale aktører verbale klinger. Det er her, interesseorganisationer og politikere mødes til debatter, kontant modereret af Mette Walsted Vestergaard, som står for at lede partnerne i retning af konkrete handlinger og aftaler. Som publikum har du mulighed for at komme i direkte dialog med de debatterende parter.

Billede fra Life-scenen På Life er stemningen hyggelig og intim og dialogen demokratisk og folkelig. Her håndteres de dagsordensættende emner med en begavet lethed og humor af Anders Lund Madsen, som sørger for at debatten bliver tilgængelig og for alle.

Billede fra Learn-scenen Lad dig fascinere og inspirere af den nyeste viden og forskning, når den præsenteres af dem, der virkelig ved, hvad de taler om. På Learn er der garanti for nørdede naturemner, men her kan du også blive klædt på med viden til at deltage i nogle af debatterne på de andre scener. Learn-scenens vært stiller de gode spørgsmål og guider publikum gennem det nogle gange svært tilgængelige - men fascinerende - materiale. 

Inter Nordic er Naturmødets nye nordiske scene, som danner rammen for de helt store dagsordener i Norden. Her kan du med Jan Falkentoft ved roret opleve debat, dialog og oplæg på tværs af landegrænser, mens deler vi viden og erfaringer med vores nordiske naboer. 

Billede fra Roots-scenen Naturmødets scene Roots samler de unge om naturen, hvor de mødes for at debattere, udforske, inspirere og komme i dialog med hinanden på tværs af natursyn og faggrænser. Roots favner naturformidlingen bredt i form af både foredrag, debatter, samtalesaloner, workshops og aktiviteter – af de unge for de unge med hjælp fra scenens værter Vicky Knudsen og Tobias Sandfeld. På Roots kan du blandt andet opleve koncerter, Den Store Dillerquiz, Poetryslam, fede aktiviteter samt inddragende samtaler og debatter. 

Family er Naturmødets samlingspunkt for børn og børnefamilier, hvor naturen bliver formidlet, så selv de mindste kan være med. Family byder på sjove og lærerige aktiviteter, hvor naturen tænkes ind i mange forskellige sammenhænge. 

Her kan du f.eks. lære om naturen ved at skabe kunst med fund fra naturen, eller bruge dine sanser til at lære og forstå mere om naturen. Du har også mulighed for at se og røre nogle spændende dyr og komme helt tæt på, når naturen udforskes.  

Børn og børnefamilier kan på Family blive inspireret til, hvordan de kan bruge og opleve naturen. 

Billede af Natour-scenen NaTour er Naturmødets rullende platform, som i samarbejde med Nordea-fonden bringer Naturmødet ud til hele landet - året rundt - for at møde alle slags mennesker. Også dem, som ikke normalt deltager i naturdebatten. 

 

Når NaTour holder på Naturmødet, byder den på lidt af hvert: Alt fra debatter om de helt store dagsordener, over den nørdede viden, til det mere underholdende eller aktiverende. Og fra tid til anden kan man også være heldig at møde NaTour-vognens unge formidlere: NaTour-piloterne.