Fuglekongerne er tilbage

Det elektroniske band Dans & Lær har for længst manifesteret sig som kongerne af dansk fugle-musik. Med det nye album “Fra fugl til fugl” spreder de endnu engang vingerne ud og tryllebinder danskerne med  kvidderfunk og æggende ørehængere.

Dans & Lær koncerterne på Naturmødet i 17 og 18 var legendariske! Hirtshals nærmest eksploderede i rendyrket ornitologisk begejstring til tonerne af storhits som “Grønirisk”, “Mursejler” og ikke mindst klassikeren “Gulspurv”.

Gransanger, Vipstjert og Gærdesmutte

Det er efterhånden 4 år siden, at vi sidst fik et nyt album fra de musikalske fuglekiggere. Dengang tog de os med til den anden side af kloden med pladen “New Zealand”. Nu er vi igen trygt hjemme i Danmark og musikken centrerer sig igen om samples fra kassettebåndet “Havens fugle”, som Danmarks Ornitologiske Forening udgav i 1970´erne. DOF-legenden Ole Geertz-Hansens sprøde stemme præsenterer os denne gang for bl.a. Gransanger, Hvid vipstjert og Gærdesmutte.

Og vi kan godt glæde os fortæller forsanger og ophavsmand Bjarke Søballe Andersen: “Det nye album er måske lidt mørkere end vores tidligere udgivelser. Og vi har tilladt os at stoppe lidt mere tekst ind på numrene.” Ifølge sangeren er der dog også nogle meget muntre numre at se frem til – bl.a. fremhæver han sangen “Tyrkerdue”.

Vilde koncerter

Dans & Lær er blandt kendere karakteriseret som et af landets stærkeste live-orkestre. Og en meget engageret fanskare bidrager som regel til en stemning der vist bedst kan beskrives som “helt pip”. Således kan man være ret sikker på både spontan fugledans og skilte med påskrift som “Jeg har unaturligt stive vinger” når bandet optræder.

Ifølge Bjarke Søballe Andersen er koncerterne bare blevet vildere og vildere: “Vi oplever både stagediving og crowdsurfing. Det er som om alle kan forholde sig til fuglekald! Det giver en uhøjtidelig stemning, hvor man kan være med, selv om man ikke kender numrene.”

“Som regel skal nye publikummer lige have et par numre til at forstå os – men så går de amok”.  Som gentagende gæst ved bandets koncerter er der selvfølgelig også højdepunkter, som man altid kan glæde sig til: “Når vi spiller nummeret “Gulspurv” er det helt fast at publikum synger med på gulspurvens kald 1-2-3-4-5-6-syyyv – med både opadgående og nedadgående slutstrofe.” 

Naturmødet gik agurk

Men selv om Dans & Lær har haft mange vilde live oplevelser, kan intet dog helt måle sig med koncerterne på Naturmødet: “Vi havde nok regnet med, at de her naturfolk var lidt mere afdæmpede. At de ville vurdere os ud fra om vi lavede god ornitologisk formidling. Men de gik helt agurk!” Fortæller Bjarke Søballe Andersen grinende og fortsætter: “Selv når de ikke kendte numrene – så blev de ellevilde hver gang vi præsenterede dem for en ny fugl.”

Dans & Lær albummet “Fra fugl til fugl” er på gaden den 30. november.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.