NaTour – et rullende lejrbål til hele Danmark

Med 3 mio. kr. fra Nordea-fonden realiserer Naturmødet nu drømmen om en mobil naturscene. Projektet NaTour sætter hjul under naturformidling og debat og bringer Naturmødet ud i alle hjørner af Danmark.

Med NaTour får danskerne en alsidig platform til at skabe større interesse for vores fælles natur. Her kan børn, unge og ældre lære om dyr, planter, skov og hav på nye og spændende måder. Grundidéen er, at naturdebatten skal ud af hænderne på ”Tordenskjolds soldater” og ud til nye målgrupper, som ikke nødvendigvis interesserer sig for naturen i forvejen. Derfor kan man i de kommende år møde NaTour-bussen på fx festivaler, markeder, folkemøder og skoler.

Helt konkret indkøbes, dekoreres, udstyres og bemandes en rullende platform, som danner den fysiske ramme om projektet. Køretøjet kan simpelt og hurtigt omdannes til en scene med indbygget audio-udstyr og 50-100 tilskuerpladser. Det fungerer desuden som et mobilt udstillingslokale med plads til skarp formidling om dansk natur.

Ligesom Naturmødet er NaTour en åben platform, hvor alle har mulighed for at byde ind og komme til orde. Derfor kan NaTour scenen også lånes ud til lokale og nationale naturinstitutioner og -organisationer, som gerne vil lave formidlingsevents rundt omkring i landet.

Nordea-fonden støtter NaTour med tre mio. kr. over tre år. Hjørring Kommune medfinansierer den rullende naturscene med 1.500.000 kr.

NaTour projektet opstartes og rammer landevejene allerede i 2020.

Vi ses derude!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.