Hvem skal være Danmarks Bedste Naturformidler 2022?

Kender du Danmarks bedste naturformidler? Det kan være en biologilærer, TV-vært, blogger, pædagog eller en helt anden.

Det vigtigste er, at han eller hun lever og ånder for at dele ud af sin store viden om naturen eller specifikke dele af den. I januar 2022 kan du indstille vedkommende til Naturmødets pris: Danmarks Bedste Naturformidler, som bliver uddelt under Naturmødet 2022 sammen med en præmiecheck på 10.000 kr.

Danmarks Bedste Naturformidlerpris er sponsoreret af Sparekassen Vendsyssel.

Nedenfor kan du læse mere om, hvad dommerne lægger vægt på, og du kan se, hvem der tidligere er løbet med prisen og æren.

Naturmødet har nedsat en dommerkomité, som vil udvælge en vinder mellem jeres indstillinger og forslag til Årets Naturformidler 2021.

Dommerne vil kigge efter naturformidlere, som har nogle af disse egenskaber: inspirerende, engagerende og involverende, autentisk, nærværende og empatisk, kreativ og nyskabende, vidende og velinformeret om også dagsaktuelle emner

Samtidig lægges der vægt på at hun/ han kan: formidle på forskellige måder, på flere platforme og i nye samarbejdskonstruktioner, for nye målgrupper, inddrage målgruppen og give anledning til deres forundring,  nysgerrighed, eftertanke, vidensforankring, identitetsdannelse, inspiration og motivation til handling.

Her kan du se tidligere vindere af prisen som Danmarks Bedste Naturformidler/e.

Asser Øllgaard og Brian Rasmussen - 2021

Naturformidlerne Asser og Brian fra Randers Regnskov fik prisen for at have været suveræne mestre i naturformidling i corona-tid, hvor de var superhurtige og gode til at få sat naturen på agendaen allerede få dage efter at vores børn var sendt hjem fra skolen. Deres programmer har være god og meget lærerig underholdning til de hjemsendte skolebørn, der hurtigt var parate til at snakke natur med hinanden, forældrene, lærerne – og Asser og Brian. De to vindere har samtidig har været med til give de hjemsendte forældre en smule arbejdsro i deres nye online arbejds- og hverdag.

Jonas Gadegård - 2019

Jonas har bloggen "Naturnørd", som man kan følge både på Facebook, Instagram og Youtube. Her viser og fortæller han mindst en gang om ugen i sjove, informative videoer om alt fra ringmærkning af sangfugle og musvåger til, hvordan man laver sit eget fuglefoder, og hvilke vilde planter og svampe man kan spise. Jonas er et naturtalent indenfor fortælling og naturvejledning, og hans entusiasme og fortælleglæde om naturen er smittende og opløftende. Selv ikke-naturinteresserede har jeg fået til at følge ham på Facebook pga. hans vid og entusiasme. Jonas får støt flere følgere på de sociale medier, og han er et lysende eksempel på, hvordan god naturformidling kan skrues sammen.

Karin Winther - 2018

Karin er naturvejleder og arbejder bl.a. med Naturekspeditionen i Vesthimmerlands Kommune. Karin modtog mange nomineringer som hver især beskrev de mange projekter som hun har gang i, hendes fantastiske arrangement og energi. Samtidig har der været stor fokus på hvor mange Karin har hjulpet gennem sit arbejde i naturen. I indstillingerne skrev folk bl.a.: "Karin står for et utal af spændende og lærerige arrangementer på Naturbaserne-tiltag som gør såvel børn som voksne klogere på naturen ved at tage os med ud."

Vicky Knudsen - 2017

Begrundelsen var blandt andet, at hun har evnet at ramme en målgruppe, som mange naturformidlere ofte opgiver fra starten – teenagerne. Samtidig rammer hun mange af dem, bla. ved at bruge de sociale medier, men hun mestrer også den direkte formidling ude i naturen. Med sin solide faglige baggrund som biolog og ornitolog – og en ung, energisk og sjov tilgang til sit alsidige virke – mente dommerne at se en rollemodel, som ikke før var set i naturformidlerkredse

Morten D.D. Hansen - 2016 (For voksne)

I indstillingerne skrev folk bl.a. ”Mortens forudsætninger er en gudsbenådet naturglæde, taknemmelighed over i sit liv at være vidne til naturens forunderlige univers – og så har han med årene tilegnet sig en dyb og detaljeret naturhistorisk faglighed som er unik i dansk naturformidling”. ”Morten formidler blændende, med vid, kant, dygtighed og stor originalitet. Og vigtigst af alt, han får mange andre til at interessere sig for natur – også dem, der synes natur er håbløst uvedkommende!”

Bjørli Lehrmann - 2016 (For Børn)

Begrundelserne var bl.a. at hun er en ildsjæl med en enorm grundlæggende viden og en nysgerrig og undersøgende tilgang til særligt svampe og dyr. På de sociale medier formidler hun sine egne billeder og film, besvarer spørgsmål og stiller gåder – og hendes hjemmeside rummer enorme mængder af information. Børnene elsker at besøge Bjørli i Vestre Hus (hendes naturcenter), hvor hun blandt andet har levende og udstoppede dyr.

Billede af ASSER OG BRIAN FRA RANDERS REGNSKOV

2021 - Asser og Brian fra Randers Regnskov

2019 - Jonas Gadegård

Billede af Karin Winther

2018 - Karin Winther Vesthimmerlands Kommune

Billede af Vicky Knudsen

2017 - biolog og ornitolog Vicky Knudsen

2016 - Bjørli Lehrmann (For Børn)

2016 - Morten D.D. Hansen (For voksne)

Følg med

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 

Tilmeld