Bragende succes med verdens første digitale folkemøde

Den sidste livestream fra naturen er netop løbet hen over skærmen, og markerer således afslutningen på Det Online Naturmøde og en historisk weekend hvor naturen igen for alvor kom på den nationale dagsorden.

Derfor er det også svært for Naturmøde-chef, Jesper Lauritsen, at få armene ned, og han blev ifølge egne ord fuldstændig blæst bag over af danskernes modtagelse af verdens første online folkemøde, hvor mange har fulgt med hjemme bag skærmene og en deltagelse på et meget højt niveau.

– At mere end 40.000 gæster har været forbi os på Facebook er meget overvældende – og vigtigst af alt: det var gæster fra alle dele af landet. Danskernes mange spørgsmål, vi fik over 100 stk. i timen, og deres direkte kontakt til politikere og eksperter er det, der giver vores folkemøde en reel værdi, udtaler Jesper Lauritsen.

– Vi har opfundet et onlinekoncept, der appellerer til danskerne med en god blanding af underholdning, seriøse debatter, involvering og deltagelse. Der har været noget for alle, og vi mærker tydeligt, at danskerne bliver mere og mere optaget af naturen og de udfordringer og muligheder, vi står overfor, fortæller borgmester i Hjørring Kommune og formand for Naturmødets bestyrelse Arne Boelt. 

– At landets statsminister, miljøministeren og de øvrige toppolitikere valgte at deltage i vores online satsning på trods af den aktuelle sundhedskrise, taler et tydeligt sprog, fortsætter Arne Boelt og tilføjer, at naturen nu er kommet helt op i toppen af den politiske dagsorden.

– De mange politiske debatter viste en vilje til at arbejde på at give naturen mere plads og finde fælles løsninger, der kan fremme biodiversiteten, afslutter Arne Boelt.

Gå ikke glip af noget

Nåede du ikke at få det hele med i weekenden, ligger de mange debatter, talks og podcasts produceret i samarbejde med DR nu tilgængelige på Naturmødets Facebook-side, hvor naturdebatten også fortsætter og gør Naturmødet til et 365-dages event.

Det online naturmøde er blevet en realitet med støtte fra Naturmødets fonde, Aage V. Jensen Naturfond, Spar Nord Fonden og 15. Juni Fonden, som lige fra starten har troet på den store satsning, som nu har båret frugt. Konceptet ‘Livesending fra naturen’ blev bragt i samarbejde med Fonden Kaj Kjær Flora & Fauna.

TAK FOR I ÅR
Fra alle os lyder der et gigantisk tak til vores medarrangører og alle jer, der har siddet klistret bag skærmen hele weekenden. I gjorde det online naturmøde til en fest! Vi glæder os til næste år, når vi igen kan være face-to-face med hinanden og naturen i Hirtshals. Nedtællingen er allerede begyndt til 27.-29. maj 2021!