Hvad er Naturmødet?

Foto: Hans Ravn

Naturmødet er naturens eget folkemøde

30.000 besøgende. 600+ debatter, samtaler og aktiviteter. 80 stande.

Naturmødet finder sted i Hirtshals over tre dage i maj måned. Her mødes alle vi som elsker naturen, bruger den, interesserer os for den, ved noget om den, bestemmer over den, lever eller spiser af den. Eller som bare er nysgerrige og vil vide mere om den. 

Naturmødet er naturens eget folkemøde. Her snakker vi biodiversitet og måden vi forvalter vores natur på. Og vi snakker dagsordener med oplagte koblinger og synergier til naturen. Feks. trivsel, sundhed og kultur.

Over 3 dage udveksler vi holdninger, viden og naturglæde. Vi taler, lytter, debatterer og oplever. Og når vi tager hjem, er vi blevet lidt klogere - både på naturen, hinanden og os selv.

Det er Naturmødets formål at være en demokratisk platform, hvor beslutningstagere, professionelle og borgere årligt mødes i dialog om biodiversitet og måden vi forvalter vores natur på og ikke mindst andre dagsordener med oplagte koblinger og synergier til naturen, herunder bl.a. trivsel, sundhed og kultur. 

Med et politisk, fagligt og folkeligt fokus vil vi fejre, forandre og forstærke danskernes forhold til og udnyttelse af naturen. 

Naturmødet er – ligesom naturen – for alle. Både politikere, fagfolk og borgere. Både for dem med stor interesse for og dem uden særlig interesse for naturen. Både for dem der vil beskytte naturen. Og for dem der vil benytte naturen. Og for dem midt i mellem.  

Naturmødet er det vigtigste møde for verden. Vi sætter barren højt naturfagligt og oplevelsesmæssigt. Vi vil engagere, give viden, vække følelser og sikre at alle, der deltager på Naturmødet går transformeret derfra med ny viden og inspiration til at gøre en forskel for naturen. 

Det er Naturmødets målsætning at være et dagsordenssættende fællesskab, hvor alle bidrager til at sætte naturen på den nationale politiske dagsorden. Og til at sætte dagsordenen for naturdebatten i Danmark. Desuden er det Naturmødets målsætning at:    

  • give aktørerne mulighed for at udvide og pleje netværk  
  • give aktørerne mulighed for at skabe øget kendskab til deres organisation  
  • give aktørerne mulighed for at udbrede budskaber til beslutningstagerne og befolkningen  

Vi ses 23.-25. maj 2024.  

Der er brug for Naturmødet som aldrig før. For aldrig har vi brugt naturen så meget som nu. Det er også grunden til, at Naturmødet lige nu oplever større interesse end nogensinde før fra partiledere, miljøordførere, organisationer, medier, fonde og befolkningen.